'Min teenager deler da ikke nøgenbilleder'
“Der er indlysende et behov for at tale om det, podcasten ’Min teenager deler da ikke nøgenbilleder’ taler grundigt, nysgerrigt og indigneret om”, anmeldelse i Politiken, 4 hjerter
’Min teenager deler da ikke nøgenbilleder’ er en podcast om
unges delinger af nøgenbilleder af sig selv og hinanden.
I otte afsnit undersøger journalist og forfatter Milla Mølgaard fænomenet. Hun kommer med helt ind på teenageværelserne, hvor unge piger fortæller, at de føler sig presset til at sende nøgenbilleder til drenge, imens drengene fortæller om, hvor normalt det er at vise billeder af piger til vennerne for at bevise, at man kan score. Hun går på jagt i internettets mørkeste kroge, hvor det fortsat flyder med ulovligt delte private nøgenbilleder af helt unge piger, imens politiet ser magtesløse til. Hun taler med nogle af dem, der er blevet delt mod deres vilje, og hun opsøger en af dem, der har truet og presset sig til nøgenbilleder af flere hundrede piger.
Nomineret til prisen som Årets nicheformat til PrixAudio 2021
Afsnit 1. Du kender hende som ’pigen fra videoen’. Nu fortæller Sofie sin historie
Sofie blev i 2015 kendt blandt tusinder af danske unge, da en seksuelt krænkende video af hende gik viralt på sociale medier. Siden blev hun hovedperson i den såkaldte Umbrellasag, hvor politiet har sigtet flere end 1.100 unge for at have delt videoen af hende.
For første gang står hun nu frem med hele sin version af historien. Om hvordan det føles som 15-årig at miste kontrollen over, hvem der ser en nøgen. Om afmagten over dagligt at få flere hundrede beskeder på sociale medier om, at man selv er skyld i det hele og er ulækker. Og om kampen ud af helvedet tilbage mod et normalt ungdomsliv og en længe ventet oprejsning – både offline og online.
Medvirkende: Sofie
Afsnit 2. Er du tør eller luder?
Mange piger føler sig fristede og pressede til at sende nøgenbilleder til drenge, men angsten for at blive delt holder mange tilbage fra at gøre det.
Vi besøger i dette afsnit 15-årige Katrine og Cecilie, der fortæller om deres dilemmaer online: For hvad gør man, når man frygter at blive udråbt til skolens luder? Og hvordan undgår man at ende i kategorien ‘kedelig og tør’?
Afsnittet giver også konkrete bud på, hvordan man som forælder kan tale med sin teenager om onlinelivets risici uden at fordømme og udskamme.
Medvirkende:
Cecilie og Katrine
Christian Mogensen, Ungekonsulent hos Center for Digital Pædagogik
Lene Stavngaard, national chef i Sex & Samfund
Afsnit 3. Er du en ‘rigtig dreng’?
De færreste drenge går igennem deres teenageår uden på et eller andet tidspunkt at få tilsendt billeder eller videoer af andre med seksuelt indhold. Men hvem af drengene holder sådan noget for sig selv? Hvem sender videre? Og hvilke normer driver beslutningen?
Vi bliver i dette afsnit lukket ind på drengeværelset til en snak om kønsnormer, hierarkier og billeder som valuta i en digital ungdomskultur. Og vi hører eksperter fortælle, hvorfor det er på tide at begynde at tale anderledes til og om drenge, end vi gør i dag.
Medvirkende:
Carl-Emil og Milas
Christian Mogensen, Ungekonsulent hos Center for Digital Pædagogik
Emma Holten, aktivist og bestyrelsesmedlem i foreningen Digitalt Ansvar
Afsnit 4. Hvad laver min teenager online?
Hvad er det, vi som forældre skal forstå om vores teenageres færden på nettet for at kunne være gode voksne, den dag noget går galt? Og hvordan kan man som mor eller far håndtere sin bekymring for, hvad ungerne roder sig ud i derinde bag skærmen?
Teenagere tilbringer en stor del af deres tid online, men ofte ved deres forældre intet om, hvad de foretager sig i de virtuelle rum. Det skal der laves om på, mener de to eksperter, vi har inviteret i studiet til en samtale om unges digitale liv. De giver konkrete tips til, hvordan du som voksen kan være deltagende i unges digitale liv, og hvordan du kan vinde den tillid, det kræver at blive lukket med ind.
Medvirkende:
Christian Mogensen, ungekonsulent hos center for digital pædagogik
Anne Mette Thorhauge, medieforsker, Københavns Universitet
Vært: Milla Mølgaard
Afsnit 5. På jagt efter Mathilde i internettets mørke kroge
Flere end 800 danske kvinder og piger ligger lige nu nøgne i et onlinekatalog på nettet mod deres vilje. Her kan man bytte sig til deres billeder ved selv at dele noget intimt af andre. Mathilde Bugge er en af dem, og hun ved ligesom de mange andre kvinder og piger ikke, hvad der bliver byttet og delt af hende. Vi tager sammen med en privat efterforsker ud på ‘the dark web’ for at finde billederne og får indblik i en verden fyldt med ulovligt delt materiale af danske piger og kvinder.
Medvirkende:
Mathilde Bugge
Christian Skettrup, digitale efterforsker, Njord Law Firm
Miriam Michaelsen, advokat og partner, Njord Law firm samt bestyrelsesformand for Digitalt Ansvar
Afsnit 6. Vil du se et trick med tryllestaven?
21-årige Mike har som teenager truet og presset flere hundrede piger til at sende nøgenbilleder. En af hans metoder til at lokke billeder ud af piger var at vise dem trylletricks. I dette afsnit fortæller Mike om, hvordan og hvorfor han gjorde det. Om den selvtillid han fik af billederne. Og om at den fedeste følelse var, når klassens seje drenge anerkendte ham for hans samling.
Vi spørger politiet, hvorfor det er så svært for dem at fange krænkere som Mike. De kalder det et sissyfosarbejde at rydde op på nettet, hvor ulovligt delte billeder florerer i stor stil.
Medvirkende:
Mike
Flemming Kjærside, politikommissær, NC3
Afsnit 7. Det sker ikke for drenge. Men hvad hvis det alligevel gør?
Ahmed var 17 år, da han var til en sjov fest, hvor han på et tidspunkt stod uden underbukser. Et billede af situationen blev delt på Facebook, og i lang tid påvirkede det ham voldsomt.
Men han talte ikke med nogen om det. For det at stå frem som ‘offer’ eller ’krænket’ kan være virkelig svært, hvis man er dreng. Det til trods for at drenge lige så ofte som piger bliver delt videre uden samtykke.
Medvirkende:
Ahmed
Christian Mogensen, ungekonsulent, Center for Digital pædagogik
Helle Hald, advokat og partner, Sirius Advokater
Afsnit 8. Hvordan tager jeg den svære snak med min teenager om digitale krænkelser?
Hvordan taler jeg med mit barn, hvis jeg frygter, at han eller hun bliver den næste, hvis nøgenbillede bliver sendt rundt på skolen? Hvordan hjælper jeg min teenager til at undgå at krænke andre?
De spørgsmål stiller vi psykolog Ulla Dyrløv, der har mange års erfaring som familieterapeut og har specialiseret sig i unges liv online. Hun giver desuden en række konkrete råd til, hvordan man som forælder kan få en konstruktiv og kærlig snak med teenagere om kombinationen af teknologi og seksualitet. Også når man møder en lukket dør.
Medvirkende:
Ulla Dyrløv, psykolog
Tilrettelægger: Milla Mølgaard
Klip, musik og mix: Kim G. Hansen
Manuskriptkonsulent: Mikkel Clausen
Udgivet i samarbejde med heartbearts.dk
Illustrationer: Line Jensen
Podcasten er blevet til med støtte fra Offerfonden. Fonden har ikke haft indflydelse på indholdet og deler ikke nødvendigvis de synspunkter, der fremføres.